Vi tog røven på lægerne
Det hele startede en sommerdag for omkring seks år siden, hvor mine forældre blev opmærksomme på min skævhed i ryggen, da jeg løb rundt i haven i bikini. Da vi kom til lægen, vidste han ikke, hvad der var galt, og jeg blev derfor bare sendt til noget behandling ved en fysioterapeut.
Da behandlingen ved fysioterapeuten ikke rigtig hjalp, og da jeg begyndte at få smerter i ryggen, gik vi til en ny læge. Den nye læge kunne med det samme konstatere, at jeg havde skoliose, og jeg blev derfor sendt videre til Odense Sygehus, hvor min skævhed blev målt til at være 40 grader. Omkring to år efter blev jeg overflyttet til Middelfart sygehus, hvor den første kontrol viste, at min skoliose havde forværret sig med omkring 5 grader, hvilket blandt andet var grunden til, at jeg startede med at træne i et fitnesscenter.
Et års tid senere faldt mine forældre over Rørbæk Klinikken på internettet, hvor vi læste, at et af Inge-Maries specialer er skoliose. På grund af afstanden fra Odense til Viborg trak vi tiden lidt ud, og jeg forsøgte mig hos en alternativ behandler i Odense, der dog ikke kunne hjælpe mig. I mellemtiden kom jeg til endnu en kontrol på Middelfart Sygehus, der viste, at min skævhed nu var helt oppe på 52 grader, hvorfor jeg blev indstillet til operation. Vi var på det tidspunkt ikke i tvivl om, at vi ville give Rørbæk Klinikken et forsøg for at undgå, at jeg skulle opereres. I starten gik jeg til behandling ved Inge-Marie en gang om måneden, og til den første behandling sagde hun, at jeg skulle droppe træningen i fitnesscenteret med det samme, hvilket jeg så gjorde, fordi træningen kunne være årsagen til, at min skoliose var blevet forværret. Til kontrol på sygehuset få måneder efter start hos Inge-Marie viste mit røntgenbillede, at min skævhed var kommet ned på 49 grader. Min læge sagde, at det kunne skyldes måleusikkerheder på røntgenbilledet, men selv var vi overbeviste om, at det var på grund af behandlingerne hos Inge-Marie. Da jeg kom til kontrol igen to år efter, som var i juli i år, viste røntgenbilledet, at min skævhed nu er helt nede på 40 grader igen. Min læge var meget overrasket og sagde, at han aldrig havde set noget lignende før, og at jeg havde taget røven på ham. Udover selve Inge-Maries behandling, som jeg nu får hver 6. uge, har hun givet mig nogle udstrækningsøvelser og rådet mig til at gå i svømmehallen et par gange om ugen, og kombinationen af de tre ting er helt sikkert det, der har været med til at mindske graderne af min skoliose så meget, at jeg er sluppet for operation, og at jeg stort set ikke har smerter mere
Laura – 29. september 2014
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!